Praktiske information før en ferietur til Baktikum:
POLEN, LITAUEN, LETLAND, ESTLAND - Valuta, benzin og dielselpriser.     Vejkort og et par Advarsler
Jeg var på campingferie for 5.-6. gang i Polen i 1997. Vi var i Østpolen, og ville blive et par dage i Litauen.  Det viste sig at være temmelig vanskeligt.
I 1998 forberedte vi turen -det var heller ikke så let. Vi var af sted i 15 dage og besøgte alle tre baltiske lande.
 
Del din viden om dette emne med andre:  Skriv et par linjer i gæstebogen om dette emne !  eller  læs hvad andre har skrevet 
 

Dette er ikke en generel turistinformation men mest nogle praktiske erfaringer vi gerne vil give videre:

Køreturen: Vi kørte fra Nordjylland kl. 14.00 med kurs mod Slubice/Frankfurt a.d. Oder, 60 km øst for Berlin.
Vi var ved grænsen kl. ca. 02.00. Grænsepassagen tog ca. 1 time; men tager ofte meget længere tid.

Undgå at bruge Slubice overgangen, jeg kan derimod anbefale Libieszyn/Lingen ved Szczecin, nord for mortorvejs ovegangen Kolbaskowo . Den ekstra tid det tager at køre dertil er nemt sparet.
GRÆNSEKONTROL TYSKLAND-POLEN: Der bliver ikke kontrolleret ret meget. Det polske paspoliti har en grå mappe med "en sort liste", den bruger de af og til, måske vil de de registreringsattest og grønt forsikringskort kort. Toldkontrollen er meget sporadisk. Der er ingen tysk kontrol ved indrejse.
TIPS: Der er ingen forskel på at passere grænsen om dagen eller natten. Vi har prøvet begge dele mange gange. Om natten reduceres personalet. Passagen kan tage mere end 6 timer. Glem alt om pæn dansk køkultur. Kør gerne i zig-zag når køerne flytter sig, brug nødsporet til at komme frem  (Det gør alle andre også, især østeuropæerne.)

CAMPING I POLEN: I behøver ikke at køre ind på campingpladser, hvis det drejer sig om at komme frem i en fart. Man kan sagtens køre ind på en stor tankstation hvis der holder "sovende" lastbiler. Parker iblandt dem. Hvis I føler jer mere trygge ved at tage ind på en campingplads er der mange muligheder. De fleste (og bedste) pladser ligger langs Østersøkysten. Prisniveauet kan svinge mellem 30 zl til 50 zl for en overnatning i campingvogn. Der betales separat for: Bil, campingvogn/telt og personer.
TIPS: En meget populær campingplads er "Marina Camping" i Szczecin-Darbie. Den har efter polske forhold en meget god standard, og har mage danske gæster. Du finder den sådan:
Fra Lubiecyn: Kør ind i Szczecin, og kør mod Gdansk. Når du er kommet over floden og er godt på vej ud af byen, se da efter et hvidt vejskilt (til venstre) "Darbie". Campingpladsen ligger på venstre hånd nogle hundrede meter fremme. Der kommer et misvisende campingskilt 50-100 m. før.
Fra Swinujce/østfra: Tag afkørslen (det er en af de første) Stecin-Darbie. Fortsæt lige ud igennem bydelen Darbie ( forbi NETTO), derefter er der 3-4 km. Så ligger pladsen på højre hånd.
Fra Motorvejs overgangen: Kør rundt om Szczecin, mod Swinujce og følg ovenstående forklaring. Der tales engelsk og tysk.

TUREN IGENNEM POLEN: Du kan næppe klare at køre nonstop fra Tyskland til Lithavn Fra Szczecin til Gdansk er der 350 km, og derefter  lige så langt til Suwalki ved den Lithauiske grænse. Der er en dagsrejse til Gdansk. Vejkvaliteten er svingende, men for det meste rimelig.
TIPS: Der er et stort problem med tung trafik, og du kan forvente mange km. kørsel i en kø efter en lastvogn eller traktor som ikke kan overhales. Kører du om natten kan der holdes en pæn fart, da der på det tisdpunkt stort set ingen trafik kører.
I Gdansk findes der en campingplads i bydelen SOBIESZEWO øst for Gdansk  Når I er  i SOBIESZEWO så drej til højre og kør ca. 5-6 km. Pladsen ligger i en skov, og kunne være bedre. Der er varmt vand døgnet rundt. Der tales tysk.

UDFLUGT: Følg Østersøkysten godt 20 km øst for Sobieszewo ligger landsbyen Sztutowo, bedre kendt som Stuthof. Der er indrettet museum i den gamle koncentrationslejr, hvortil de danske kommunister og det danske politi blev sendt under krigen.

Fra Gdansk kører I mod ELBLAG. Vejen er god. Derefter i retning OLSTYN. Fra Olstyn er der skiltet by for by. Vejen er af meget svingende kvalitet, ofte meget ujævn og en styrkeprøve for støddæmperne. Det kan tage meget lang tid at nå frem til SUWALKI. Mazurien, som området hedder, er kuperet, og vejen er en endeløs række af sving. Der er mange campingpladser, og det er et naturskønt område. Der kører meget tung trafik, så hvis du vil hurtigt frem, så kør om natten.

UDFLUGT: Omkring KETRZYN nord-øst for Olstyn ligger Wolfscranse -Ulveskansen, Hitlers østfront hovedkvarter. Der er en del bunkers tilbage, og de er bestem et besøg værd

Se min side om camping i Szczecin i Polen


GRÆNSEKONTROL POLEN-LITAUEN: Du kan resikere at blive spurgt om hvad du har med, der er lempfældig kontrol. Da afgifterne i Polen er højere, kan kontrol forekomme ved tilbagerejse. Det er mest polakker der bliver kontroleret. Kontrollen er langsommelig, og der kan være en del kø begge veje. Afset 1-2 timer.
TUREN IGENNEM Litauen: Der er to åbne grænseovergange fra Polen til Litauen. Mod nord og mod øst. Hvis I vil videre til Letland vælg BUDZISKO 20 km nord for Suwalki. Hvis I vil til Vilnius vælg OGRODNIKI 30 km øst for Suwalki.
Vejene i Litauen er generelt meget bedre end i Polen. De knap 100 km til Kaunas har dog det samme problem som i Polen:
2 sporet, og meget trafikeret.
Der er ringvej rundt om Kaunas, kør efter KLAIPEDA, og uden for Kaunas er der skiltet efter RYGA (Riga) i Letland.
CAMPING I Litauen: Der er meget få campingpladser I Litauen. Jeg kender kun 4. En lidt nord for Klaipeda ved Østersøkysten, en i Trakai lidt vest for Vilnius, en i Rukainiai lidt mellem Vilnius og den hviderussiske grænse og en (nær VW's hovedværsted) i Vilnius. De tre første står i internationale fortegnelser -den sidste ikke. Vi har ikke camperet i Litauen. Lige som i Polen kan der overnattes på store tankstationer, som oftest i udkanten af de store byer. Se efter lastbilerne. Tankstationerne har bevæbnede vagtfolk.

GRÆNSEKONTROL LITA.-LETL.: Afsæt en time. Der er ikke så stor trafik, men til gengæld en ganske unødvendig beaukrati. Der foretages en let kontrol, for der er ikke noget at smugle mellem de to lande.
NB: Det grønne forsikringskort er ikke gyldigt i Litauen og Letland. I Litauen bekymrer myndighederne sig ikke meget om problemet. Man kan (eller blive tvunget til at) tegne en forsikring, prisen er overkommelig ca. 30 dkr. Letland her derimod en ganske indbringende forretning ved at sælge forsikringer. Her slipper man ikke, prisen er:
3  Lt for 1 dag
6  Lt for 3 dage
11 Lt for 14 dage - så vælg denne hvis du skal tilbage samme vej fra Estland. Der skal muligvis betales ekstra for campingvogn.
1 lt= 11,80 dkr.
TUREN IGENNEM LETLAND:
Jo længere du kommer op i de baltiske land, desto tyndere befolket bliver der. Vejene er upåklagelige, lidt trafik, så man bliver fristet til at køre lidt stærkere PAS PÅ, det kan gå galt. Der er meget stor chance for fartkontrol. Vi oplevede kun Politiet ved indkørslen til de større byer, til gengæld ved de fleste, fantasien var ikke stor. De fik os en enkelt gang for ikke at respektere et STOP skilt ved  en jernbaneoverskæring, efter danske forhold en bagatel. Bøden var 10 Lt (120 dkr). Det gamle kneb med kun at tale og forstå dansk, spille dum og uforstående hjalp. Jeg havde kun 4 Lt, og dem to betjenten til takke med da hans tålmodighed slap op (uden kvittering).
CAMPING I LETLAND:Der er en del campingpladser i Letland. Vi boede tre dage i VALMIERA i det nordlige Letland. En god campingplads, bortset fra at vi var der mutters alene hele tiden.
Der er mange campingpladser mellem Riga og grænsen til Estland. Nogle har kun campinghytter. Prisniveauet er omkrig 50-70 kr. for en familie.
Prisniveauet er en lille anelse højere i Letland end i de to andre lande.

GRÆNSEKONTROL LETL.-ESTL.: Der er 3 åbne græseovergang. I Ape mod øst, Valka/Valga midt i landet (grænsen går midt i byen) og den mest trafikerede AINAZI ved Østersøen. Overgangen er beaukratisk, så regn med en lille time.
TUREN IGENNEM ESTLAND:  Estland er endnu tyndere befolket end de to andre land. Du vil opleve at du kører i én stor skov. Vejene er meget gode og brede, så du kan køre hurtigt. Det estiske politsei har de samme vaner som letterne. Der er ingen problemer ude på landet, men de står ofte med lazeren ved byerne.
CAMPING I ESTLAND:Der er få campingpladser i Estland. Vi boede i Haapsalu midt mellem grænsen og Tallin. Det var en absolut upåklagelig plads, drevet af en finne. De fleste af gæsterne var i øvrigt finske, ellers skandinaviske. Prisen var ca. 60 kr. i døgnet. Vi så ikke andre pladser, men der skulle være en del på øen Saaremaa (Øsel).
UDFLUGT: Tallin - og derfra Helsinfors, som kan nåes som en én dages tur. Der er flere forskellige ruter. De koster fra 150 til godt 300 dkr. pp/enkelt tur. Turen tager mellem 1½ og 3 timer (afhængi af pris). Det kan gøres for fra ca. 1500 dkr for 2 pers.+bil & campingvogn.
Saaremaa/Øsel (der var dansk i mere end 100 år): Borgen i hovedbyen Kuressaare er et besøg værd. Europas største meteorkrater ligger på vejen til Kuressaare, der er godt skiltet

Derefter skulle det hele så gentages i nogenlunde omvendt rækkefølge for at komme hjem. Hele vores tur blev på godt 6000 km.
ADVARSEL: 
1) Det er ikke farligt at færdes i de baltiske lande, men tænk dig alligevel om. Balterne har nyere pæne vestlige biler, så din bil vækker næppe opsigt. Et godt råd ville være at købe en løs ratlås. Stop aldrig op for nogen om aftenen eller natten.

2) Pas på med at smugle til Tyskland. Det er EU's ydergrænse og der kan være meget kontrol -især af skandinaverne -især når du har baltiske stempler i passet. De tyske toldere ved alt om tobak og alkoholpriser i Baltikum og Skandinavien
 

Brændstofpriserne svinger fra egn til egn og de forskellige selskaber imellem derfor er dette ca. priser:
 
Polen Litauen Letland  Estland
Valuta  1 Zloty = 2,08 kr. (*1,82) 1 Lit= 1,74 kr. 1 Lat= 11,80 kr 1 E. kroon=0,47 kr
Valuta  1 kr= 0,48 Zl.       (*0,55) 1 kr= 0,57 Lit 1 kr= 0,08 Lt 1 kr= 2,13 ekr.
Benzin 1,95 zl = 4,05 kr   (*3,75 kr) 1,90 Li=3,30 kr 0,30 Lt=3,54 kr. 6,00 ekr=2,82 kr
Diesel 1,48 zl= 3,08 kr    (*2,75 kr) 1,18 Li=2,05 kr 0,24 Lt=2,82 kr. 4,30 ekr=2,02 kr
 *Kurs pr 15.10.98, den polske zloty har været falende i løbet af efteråret 98  uden samtidige væsentlige prisstigninger.
 
DOWNLOAD VEJKORT Estland (866 kb) Letland (946 kb) Litauen  nord (992 kb)
Litauen syd (499 kb) Østlige Polen (1 mb) Alle 5 kort (4,33 mb)
Har du spørgsmål, som du tror jeg kan besvare så skriv  **   Se min side om camping i Szczecin i Polen   **       Til toppen af siden

 

Du er gæst nr.

Opdateret d. 27.oktober  98

.